For mange familier og i mange vennekredse er pakkespil en tradition, som gentages hvert år i forbindelse med julen eller nytåret. Alle medbringer et vist antal indpakkede gaver i et prisleje, som man kan aftale på forhånd. Det er sjældent, at folk spiller om store dyre gaver, og det er heller ikke ideen med pakkespil. Ideen er at hygge sig, nyde børnenes latter og sammen vente spændt på, hvornår mon tiden udløber. og de pakker, som man sidder tilbage med må åbnes.
Pakkeleg er for alle aldre, da det er nemt at gå til – der er ikke mange regler at holde styr på. Som med de fleste spil kan der være små variationer i, hvordan spillet skal forløbe. Det er derfor altid godt at lægge ud med, at blive enige om detaljerne i pakkeleg.
Må man fx snuppe en pakke fra en spiller, som kun har en enkelt pakke tilbage? Nogle spiller med denne særregel for mindre børn, mens andre spiller med samme regler for alle.
Når man spiller pakkespil, må man snuppe en pakke fra midten af bordet, når man slår en sekser. Hvis det går meget langsomt og pakkerne ikke rigtigt flytter sig, spiller nogle med, at man også må tage en pakke, når man slår en etter.
Men igen – inden pakkespillet går i gang, er det en god ide at blive enige om dette, så er du sikker på, at det bliver hyggeligt at spille pakkeleg, og det ikke udvikler sig til en krig om regler undervejs.

Pakkelegen har for mig ødelagt julestemningen når der i familien skal spilles pakkeleg.
Det kan være et hyggeligt spil, men nye tider hvor det at stjæle åbenbart er blevet til en leg, strider imod min opfattelse af hvordan vi skal opføre os.
I anden del af spillet, når alle pakkerne fra pakkebordet er fordelt opfordres vi til at stjæle fra hinanden. Julen er hjerternes fest, og efter min opfattelse, er der ikke noget hjerteligt i at stjæle. I min generation var der ikke tradition for at stjæle fra hinanden i spillet, vi byttede gaver.