Vores møde med borgmesteren i Adana var gået godt, og vores rejse hjem kunne starte. Den startede dårligt med en flyforsinkelse fra Adana til Istanbul. Da vi ankom til Istanbul, var vi lidt bekymrede, om vi kunne nå vores flyforbindelse.
Vi kunne se, at det ville blive forsinket, så vi blev rolige. Efter at have fået en kop kaffe lagde vi mærket til, at der egentlig ikke var trafik i lufthavnen. Der var masser af mennesker, men ingen fly lettede eller landede.
Det var bare meget mærkeligt. Normalt kan vi jo se trafikken. Flyene lander og letter. Istanbul lufthavn er jo en kæmpe hub for hele Mellemøsten og Centralasien. Det var så underligt, at der ikke skete noget som helst.
Jeg var ikke fri for at tænke i banen om trusler mv. Men havde det været grunden til, at der ikke var trafik, så havde vi da nok ikke fået lov til at lande, men ville være blevet omdirigeret til Izmir.
Min kollega og jeg talte lidt om det, satte os ved gaten og ventede. Flybilletterne til og fra Istanbul kunne ikke ændres, så vi var bare nødt til at vente, til vi kunne komme afsted.
Lige pludselig sker der noget. En gruppe mennesker løber hen til det store panoramavindue. De råber og peger. Jeg rejser mig op. Kan ikke se noget. Jeg går med den der vente-slentren hen til det andet kæmpe vindue. Og hvad ser jeg sådan cirka 50 meter fra, hvor jeg står?
Først så går det ikke helt op for mig, men hov, nej det passer ikke, jo, den er god nok: Air Force One.
Tænk, jeg har stået ca. 50 meter fra planetens mest magtfulde mand. Der var godt nok panserruder og et præsidentfly imellem os. Men alligevel.
Han havde været på officielt besøg i Ankara og Istanbul.
Nu var han så på vej hjem.
Det forklarede vores flyforsinkelse, og det forklarede også, hvorfor der ikke var trafik i lufthavnen.
